Nadia Schulz: I konstant bevægelse – og helst ud over kanten

Af Jacob Leedgaard

Når man første gang bevæger sig ind i Nadia Schulz’ kunstneriske univers, er det som at træde ind i, eller rettere, som om dørene bliver flået op til et energisk, mangfoldigt, fantasifuldt og æstetisk nydelsesfuldt rige. Et dragende og meget rummeligt univers, der giver plads til, at beskueren selv kan digte videre, og hele tiden lade nye lag åbenbare sig, for her spiller modsætningerne sammen, snarere end mod hinanden.

Samtidig er det også et svært defineret univers, for Nadia Schulz er en flyvsk kunstner. Selverkendt flyvsk. Og tak for det, for det kommer hendes værker til gode og betyder, at hendes kunst er i konstant bevægelse. På vej hen til de grænser, som venter på at blive sprængt, og til opdagelser vundet med Nadias nysgerrige sværd. Her er det nemlig rejsen, der står i centrum, ergo de konstante stilskift, og det betyder samtidig, at risikoen for at stivne i en form dikteret af en tilfældig mode, ikke rammer hendes kunst.

Når Nadia bliver grebet af inspiration, er det ikke resultatet af stille grublen, men snarere omvæltende følelser som presser sig på, hvilket også kommer til udtryk under tilblivelsen af hendes malerier, som ofte tager form som en kamp, der ender i fysisk udmattelse - et biprodukt af at være så opslugt af øjeblikket, at egne fysiske behov forsvinder i baggrunden for en tid. ”Det kan til tider være hårdt at være besat!”, som Nadia siger med et smil, der ikke lader tvivl om, at det samtidig er en vidunderlig og givende proces.

Hos mange kunstnere ser man en tydelig præference for enten det æstetiske eller det skæve. Det er sjældent, at begge elementer har en fremtrædende plads i samme kunstners værker. Sådanne afgrænsninger eksisterer imidlertid ikke i Nadias kunst, for her deler de to usandsynlige legekammerater sand, og det skaber uventede associationer, der giver en helt særlig, kraftfuld virkning.

Spørger man ind til en forklaring på, at hun allerede nu er nået så langt i sin kunstneriske udvikling som tilfældet er, peger hun selv på modet til at turde det anderledes som værende en fundamental vækstfaktor. At ”bare” gøre det, som altid har været gjort til alle tider, har ganske enkelt ikke hendes interesse. Nogle i kunstmiljøet mener, at det er ufornuftigt at eksperimentere så meget med sin stil ud fra betragtninger om, at manglende branding i en bestemt retning kan ramme salget, men det argument bider ikke rigtigt på Nadia, for som hun siger: ”Jeg tror slet ikke jeg evner at tænke sådan… Måske fordi jeg instinktivt føler, at det vil være kunstnerisk selvmord, og at min glæde ved at male så kunne komme i fare. Den risiko vil jeg aldrig løbe”.

Ved siden af kunsten har hendes arbejde vist sig at være et anker af stor betydning for Nadia, for det har bevaret lysten til at skabe. Friheden til at kunne tage pauser i perioder, hvor inspirationen ikke er til stede og simpelthen trække vejret frit, er altafgørende for Nadia, for da kan hun lade inspirationen komme til hende, når den selv vil, i stedet for at hun forsøger at forcere og kontrollere begivenhedernes gang. Og særligt de seneste par år, hvor det er gået rigtigt stærkt, har det været vigtigt selv at kunne afgøre, hvornår det var tid til hvad. I fritiden er det særligt kitesurfing og boksning, hun kaster sig over! Der skal være fart over feltet, og det er her, hun henter ny energi og får klarhed i tankerne.

Nadia værner ydmygt om inspirationen som en helligdom. For tiden er det rummet, der fascinerer, og forestillingen om, at der sidder nogle væsener og ser på os mennesker udefra. Livet, vores fantasi og kærlighed er også vigtige ingredienser i hendes malerier.

Inspirationen kan slå ned på de underligste tidspunkter for Nadias vedkommende, f.eks. når hun ligger i sengen en aften og ser farvesammensætningen på en tv-reklame. Det kan også være titlen på en sang, der spiller i hendes ipod, som er igangsætteren - og så lige pludselig er den der! Så glemmer hun alt om tid og sted, og hund der skal luftes. På intet andet tidspunkt i sit liv opnår hun den tilstand af ro og fordybelse, som hun er i, når hun er i ”Skaberhjørnet”, som hun udtrykker det. Her er det væsentligste ikke resultatet, men udviklingen, legen, der bevæger sig ud over kanten – ”måske bliver det noget møg, måske et mesterværk”, som hun siger, og fortsætter, ”Det sidste vil være skønt, men stadig sekundært. Min rejse er kun lige begyndt, og jeg glæder mig som et barn til at se, hvor det bærer hen!”

Og mon ikke det også gælder for den voksende skare, som har hendes kunst hængende på væggen?